Hvordan var bogen? The doping edition

Som de fleste af mine læsere formentlig ved, har jeg to store guilty pleasures: Billed-Bladet/royalt gossip og cykelløb (og selvbiografier, faktisk..). Stor var min glæde derfor da jeg fandt It’s not about the bike, Lance Armstrongs selvbiografi fra 2001, på hylden herovre. Efterfølgende har jeg læst Tyler Hamiltons The Secret Race fra 2012(?), hvor den tidligere US Postal-holdkammerat med Armstrong og CSC-rytter (det var ham der kørte Touren i 2004 med et brækket kraveben. Han var så sej) fortæller om alt det skidt som Armstrong taktisk udelader fra sin egen biografi.

The Secret Race (Tyler Hamilton)
Jeg læste It’s not about the bike  først, og denne her bagefter, men vi tager dem lige i omvendt rækkefølge. The Secret Race udkom efter Floyd Landis’ dopingafsløringer (af både ham selv og andre), men før Lance Armstrong selv gik til bekendelse hos Oprah. Bogen er Tyler Hamiltons bekendelsesskrift, og det er en rigtig lækker tour de force gennem den cykelsport der fra midt-90’erne til midt-2000 (og nok længere endnu, but I want to believe) var i fuld sving med at opdage mere og mere effektiv doping, mens dopingmyndighederne og løbsarrangørerne var i fuld sving med at ignorere og/eller skjule problemet. Det gav nogen fantastiske Tour de France-somre, f.eks. i 1996 hvor Bjarne Riis dopet op til begge ører vandt Touren. Jeg har en tøjdyrshund ved navn Bjarne Riis, uden tvivl navngivet i efteråret 1996.

Hamiltons bog er personlig på en helt anden måde end Armstrongs, selv om den giver langt færre detaljer om hans privatliv. Han forsøger ikke på samme måde at skabe et sammenhængende narrativ, der er markant mindre dialog og man får i det hele taget oplevelsen af at Hamilton har været langt mere involveret i at skrive bogen end Armstrong er i sin. Og så den ekstra detalje at Hamilton ikke på samme måde som Armstrong fuldstændig fortier eller decideret lyver om forløbet. Det hjælper ret meget på troværdigheden af læseoplevelsen. (Hamiltons bog er selvfølgelig også vinklet og spin’et and all that jazz – det er på et helt andet niveau end Armstrongs.)

Hamilton og Armstrong fortæller mange af de samme anekdoter og de samme hændelsesforløb – naturligt nok, fordi de var på samme hold (US Postal) frem til 2002, hvor Hamilton skiftede til CSC. En specifik historie er den hvor de træner sammen ved at bestige la Madone-bjerget gang på gang. I Armstrongs fortælling er det ham selv, der finder på at gøre det, og det er hans klatretid der bliver bedre og bedre, mens Hamilton er en god ven og cykelkammerat. I Hamiltons fortælling er selve træningen foreslået af Michele Ferrari (Armstrongs personlige træner og dopinglæge, som bliver nævnt præcis 0 gange i Armstrongs bog) og Armstrong bliver provokeret af at Hamilton også kører hurtigt på cykel.

Hamilton fortæller om hvordan han går fra at køre rent til at tage testosteron for at forbedre restitution, til at tage EPO og til sidst den bloddoping, der endte med at fælde ham. Det fremstår som en ret naturlig udvikling: Han ser alle de andre cykelryttere gøre ting der ikke burde være mulige og holde sig stærke og friske over tre ugers udmarvende løb. Hvis han ønskede en karriere i cykelsport, var doping en no-brainer. Processen omkring dopingen udvikler sig over tid, bl.a. påvirket af Festina-skandalen i 1998 hvor myndighederne stoppede Festina-holdets doping-bil ved en grænseovergang og fandt, ja, doping i vildskab. Derfra gik dopingen fra at være noget organiseret af holdene selv til at være et mere personligt problem: Der var for høj risiko ved den organiserede doping, så rytterne måtte selv ud og finde frem til deres blodposer og finde mere og mere kreative måder at få fat i dopingen og gemme sig for testmyndighederne. Det kulminerer for Hamilton da han finder sig selv et sted i Spanien først med blod sprøjtende fra armen og derefter med kroppen fuld af døde, røde blodlegemer fordi hans dopinglæge er lidt af en spaz der ikke kan finde ud af at holde det tappede blod nedkølet. Ingen af delene lyder specielt rart, og det er kind of hilarious at det reelt bare er en inkompetent dopinglæge (Eufemiano Fuentes of Operation Puerto fame) der får det hele til at vælte. Hamilton blev fældet for doping fordi en test viste at han havde en anden persons blod i kroppen – det var sandsynligvis også netop fordi Fuentes ikke kunne finde ud af at holde styr på sin filing så Hamiltons blod i Fuentes’ varetægt er blevet blandet med en anden persons.

I had a lot of fun reading this, gots to say.  Also, Chris Froome er totalt ren. Totalt.

It’s not about the bike (Lance Armstrong)
I 2001 var Armstrong stadig den nylige cancer survivor, han havde “kun” vundet Tour de France to gange og han var kun blev testet positiv for doping en enkelt gang. Der var selvfølgelig en rigtig god grund til den positive test, nemlig at han brugte en creme til siddesår som tilfældigvis indeholdt det samme stof. Eller, han havde ihvertfald en recept på cremen. Udstedt med tilbagevirkende kraft, efter dopingtesten. But who keeps track!

Men den var virkelig underholdende læsning, både som et historisk dokument og som et eksempel på hvor meget man kan spin‘e sin egen historie. Det er en sjov blanding af meget detaljerede beskrivelser af hans opvækst med fattig enlig mor, hans sygdom, ham og konens oplevelser med IVF, hvordan han gik fra at være tyk, stærk svømmer til at være tynd, awesome cykelrytter og selvfølgelig hvordan han vandt Tour de France for første gang. Lance Armstrong er the American dream, en self-made man, der skulle igennem så grueligt meget modgang indtil han kunne stå på podiet i Europa som den store amerikanske helt. Og så gjorde han det helt clean, naturligvis, mens han var sød mod sin mor, små børn, sin stud kone (det kalder han hende helt utroligt mange gange igennem bogen) og sygeplejersker. What a fantastic guy!

Biografier er en sjov genre fordi de ofte er skrevet på en måde hvor det skal føles som om det er personen selv der skriver og fortæller, her og nu – men det er det jo ikke. Jeg forestiller mig at prosaen havde været endnu mere bovlam hvis Lance-musen selv havde siddet bag tasterne. Bogen prøver virkelig at gøre det nært, med en fortællerstemme i første person og meget intime detaljer om Lances oplevelser. Samtidig ødelægger den ofte sin egen verisimilitude ved at bruge rigtig meget dialog og afstikkere til hændelser som Lance ikke var med til. A la “mens det her skete, sad sygeplejerske det-og-det og råbte ‘kom så Lance! Du er så stærk og flot og totalt clean!’ ad fjernsynet”.

Mit overordnede indtryk af bogen er at den prøver på at drage sin læser ind men samtidig holder læseren på lang afstand. Den bliver underligt upersonlig, på trods af at jeg nu ved mere om Lance Armstrongs testikler end jeg egentlig havde behov for. Der er nok også en heftig fortidseffekt. F.eks. vidste jeg før læsningen at Armstrong havde skiftet kone/kæreste en del gange efter 2001 (så når han taler rosenrødt om konen Kik og om deres fantastiske fremtid sammen, er det svært at tage det hele seriøst), at han var kind of a dick og at han havde taget utrolige mængder doping, også i 2001. Det gjorde helt klart læsningen mere underholdende fordi det bare bliver så tykt, når han beskriver og bortforklarer dopinganklagerne og hele forløbet i det hele taget.

2017-01-26-23-25-27
Her et lille udsnit fra introduktionskapitlet. “I want to tell the truth”. Oh, Lance, you little scamp.
2017-01-26-23-34-58
Her er det den sidste sætning der bare vinder. Han skriver at han har allergi, at der er masser af pollen der hvor han bor, men som den regelrette, gode, heltemodige, stærke cykelrytter han er, tager han ikke allergimedicin fordi det er på dopinglisten. Åh, Lance, du er bare så clean.
2017-01-27-22-00-44
“But the drug tests became my best friend, because they proved I was clean. I had been tested and checked, and retested.” Åh, Lance, du er bare endnu mere clean!

 

Advertisements

2 Comments

  1. Herlig anmeldelse!,Du kunne (næsten)få din gamle mormor til at interessere sig for cykelsport efter din beskrivelse.Mht biografier har jeg altid regnet med,at det krævede en noget fremskreden alder,før det blev spiseligt.Selv har jeg nok først kastet mig over kategorien de sidste halv snes år. Men tiderne har jo også ændret sig på det punkt,Idag skriver selv 30-årige jo erindringer! Det glæder mig at du ser ud til at trives i iEdinburgh- og det er jo ren fryd,at læse om det hele! Endnu en gang Til lykke med cand mag-titlen!!

    Like

  2. Hej Kat
    Ja for pokker da, det er underholdende at følge med i dine skriverier. Jeg ANEDE ikke, at du var til biografier… Og så om cykelsport. Du overrasker altid på sådan en særlig måde Kat. Det må alligevel være fantastisk at være alene i så smuk en by omgivet af det bjerg der, litteratur og lingvistik…Knus fra P

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s