Hvad læser jeg lige nu? (4) The depressing manga edition

Mit seneste eventyr ind i tegneserieverdenen har taget mig til Japan og mangaen Goodnight Punpun. Jeg må ærligt indrømme at det her er den første manga jeg har læst siden Dragon Ball. Så jeg har altså ikke læst særlig meget manga. Jeg har dog efterhånden hørt så meget godt om den her, så da jeg så at de havde den i min lokale Forbidden Planer, måtte jeg selvfølgelig give det et skud. Og den ér virkelig god, og helt enormt mørk og deprimerende oveni. Der er udkommet fire bøger på engelsk indtil videre og den femte (og sidste, tror jeg nok) udkommer her i slutningen af marts. Jeg har de første tre, så jeg har altså ikke læst det hele endnu.

Tegneserien handler om drengen Punpun og hans familie og venner (hvis det er det rigtige ord). Punpun er latterligt deprimeret og ensom, han er enormt selvoptaget, har meget lav selvtillid og bruger meget tid på at bekymre sig om hvad andre tænker om ham, og på hvorfor der ikke er nogen piger der vil være kæreste med ham. Nå ja, og så er han en 2-dimensionel fugl i en verden befolket af ultra-detaljerede andre mennesker og omgivelser. Eller, det er ihvertfald sådan han bliver tegnet i tegneserien. Det er fuglen Punpun der ses på forsidebilledet ovenfor, hvor man også lige kan se lidt af hvordan resten af verden er tegnet. Punpun er selvfølgelig et menneske ligesom alle de andre i mangaen, så det at han er en fjollet stregtegning siger nok nærmere noget om hvordan Punpun ser sig selv. Man ved at han er et rigtigt menneske som de andre fordi man et par gange ser ham f.eks. tage bukserne af, selvom han jo som bukseløs fugl ikke har tøj på. Desuden snakker han ikke – det han siger bliver altid rapporteret på andenhånd, som citater medieret af en fortæller i sorte bokse udenfor tegningerne. Så Punpun er på lang afstand både fra hans omgivelser og fra læseren, og alligevel er det ham, som man som læser er tættest på.

Et gennemgående tema i tegneserien er at cirka alle voksne er enten voldelige eller karikeret overgearede – det sidste er nok igen nærmere Punpuns oplevelse af hvordan voksne overfører sig. Hans forældre elsker ham (måske? senere storylines gør det mere mudret) ikke, hans tætteste voksne (hans onkel) er selv desperat deprimeret og suicidal, hans venner virker til at have det lige så skidt som ham (og Punpun virker til at være ret ligeglad med dem) og i det hele taget er alting faktisk ret meget noget pis. Og det bliver kun værre i takt med at Punpun bliver ældre. Der er virkelig mange utroligt cringe-worthy øjeblikke, både med Punpun og onklen og moren, og selv når Punpun prøver at være cool og god mod andre, går det bare galt og han ender med selv at være et kæmpe svin. Jeg er spændt på hvor slemt det bliver i 4. og 5. bog, for det har godt nok været skidt indtil videre. Og jeg kan ikke engang sige noget a la “stakkels Punpun”, for han er godt nok også selv en kæmpe nar.

Advertisements

1 Comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s